[ad_1]
Der er nogle visuelle effekter fra film og spil, som jeg formentlig vil huske i rigtig lang tid. Første gang Daniel Jackson rejser gennem en Stargate i filmen af samme navn. Da David Bowman rejser gennem Monoliten i Rumrejse 2012. Da man første gang besøger Shivering Isles i udvidelsen til The Elder Scrolls IV: Oblivion (I ved, værelset der bliver opløst til sommerfugle). Og så er der et spil, der ikke kun havde et øjeblik, men som helhed brændte sig ind i min visuelle cortex. Spillet var, og er stadig, Rez fra Sega og designeren Tetsuya Mizuguchi. Og kombineret med PlayStation VR har spillet aldrig været bedre.
Spillet udkom for første gang tilbage på Dreamcast og PlayStation 2 i 2001, og her, femten år senere, er spillet tilbage med undertitlen Infinite. Mizuguchi, der ellers havde levet noget tilbagetrukket fra spilbranchen, har altid været glad for at skubbe til de faste rammer, og Virtual Reality appellerede til ham, nok til at han endnu engang stod for udviklingen af Infinite. Og på overfladen er alt ved det samme.
Spillerfiguren svæver gennem et digitalt landskab af vibrerende wireframes, pulserende 3D-modeller, neonfarvede skriftttegn og geometriske former, alt imens et dunkende technobeat fører dig længere og længere ind i en digital verden. Fjender af forskellig art kommer svævende og nedlægges ved at føre sigtekornet over dem og holde skydeknappen nede. Herefter skydes de ned, naturligvis i en rytme der passer til musikken. Og det er vitterligt musikken, der er hovedpersonen i Rez, mere end både spillerfiguren og trådkorset, der repræsenterer sigtekornet, er det.
[ad_2]
Source link
