[ad_1]
Få spiludgivelser har skabt så megen debat som Bungies stort opslåede pseudo-MMO-shooter Destiny. Ved spillets udgivelse var de fleste enige om, at spillet manglede indhold, men en stor gruppe stædige spillere kæmpede videre og grindede sig vej gennem spillets få missioner. Men hvorfor gjorde de egentlig det, når nu selvsamme spillere konstant klagede over det manglende indhold? Det gjorde de, fordi Destiny på mange måder er den perfekte blanding af velfungerende konsolaction og destilleret MMO-glæde. Destiny lader tålmodige spillere opleve nogle af de store sociale øjeblikke man normalt kun oplever i MMO-genren, men for en brøkdel af den krævede tid og indsats.
Efter to middelmådige og relativt små udgivelser, så The Taken King i efteråret 2015 dagens lys og var for mange, undertegnede inklusiv, et vendepunkt for Destiny. Pludselig var spillet fyldt med fremragende indhold, i form af en virkelig solid kampagne, et ekstra raid og en række spændende og vanskelige udfordringer for de særligt dedikerede spillere. For nye spillere, der købte opsamlingspakken med samtlige udvidelser, virkede Destiny pludselig som et enormt bekendtskab, med masser af missioner, våben og sociale oplevelser. Siden da, har Bungie smidt et par små opdateringer på gaden, men de sidste par måneder har været hårde at komme igennem for de trofaste fans. Heldigvis har Bungie med Rise of Iron endelig givet spillerne endnu en grund til, at vende tilbage til den fantastiske verden igen, også selvom udvidelsen kvalitetsmæssigt ikke kommer i nærheden af The Taken King.
Først og fremmest er det vigtigt at slå fast, at Rise of Iron er en markant mindre udvidelse end The Taken King. Jeg spillede gennem udvidelsens kampagne på et godt stykke under to timer og det var først den sidste mission, der reelt set føltes helstøbt og relateret til udvidelsens svage historie. Historien er samtidig håbløst fortalt gennem klassisk Destiny-ævl, uforståelige mellemsekvenser og fragmenteret dialog. Efter at Bungie endelig var ved at ramme en fornuftig fortællemæssig teknik med The Taken King, er Rise of Iron et stort tilbageskridt, der samtidig lidt for ofte føles som dårlig fanfiction. Dog gælder dette primært spillets korte kampagne, for flere af de efterfølgende missioner byder faktisk på nogle både interessante og sågar rørende øjeblikke.
[ad_2]
Source link
