Hvis vi skruer tiden bare et år tilbage, var mit liv noget rod. Det var egentligt ikke så meget de eksterne faktorer der gjorde det: alt så godt ud på overfladen. Jeg havde en dejlig familie, et godt betalt arbejde og en uddannelse der betød, at jeg havde god mulighed for at finde et andet job, selv hvis jeg skulle gå hen og miste det her. Hvad mere kan man bede om? Men den realisering: at jeg på en eller anden overfladisk vis levede det ”perfekte liv”, var kun med til at gøre mig endnu mere deprimeret. For jeg var ikke glad: min hverdag føltes mørk og kold. Jeg var ikke ked af noget, men samtidig var der heller ikke rigtigt noget, der virkelig gjorde mig glad. Det var ligesom bare den samme dag, der gentog sig, og det føltes som om det hele var i sort og hvid.
Jeg skammede mig over at have det på den måde, når jeg jo ikke reelt havde noget at brokke mig over. Det tog mig derfor alt for lang tid, før jeg begyndte at tale med min kæreste om det. Kæresten var meget bedre til at lytte og forstå, end jeg havde regnet med, og det var det første store skridt imod, at få det bedre. Vi valgte at gå til problemstillingen ved først, at skrive min beskrivelse af mine følelser ned på et stykke papir. De ord der gik igen, er mange af de samme, som du ser i første paragraf af denne artikel: mørkt, koldt, farveløst.
Der er en grund til, at vi bruger den slags ord. Ja, det er metaforer – men har du nogensinde tænkt på hvorfor ”mørkt” kan være en metafor, vi så nemt kan sætte sammen med indre følelser? Det er fordi der er en sammenhæng, imellem belysning og den indre opfattelse af vores omverden. Vi valgte derfor at gå til denne problemstilling, som om det ikke var metaforer, men derimod beskrivelser af problemer i den ydre verden. Håbet var, at en ændring her, ville smitte af på min indre verden.
Så det første vi gjorde var, at begynde at kigge på belysning hos Stark. Vi skiftede de billige pærer i lejligheden ud med nogen, der havde et større spektrum – og altså gav os flere farver. Dernæst malede jeg væggene i lyse farver, og lod mit hjerte stå for mønstre og farvevalg: hvis det føltes rigtigt, så måtte det være rigtigt. Jeg kunne allerede mærke en effekt: ikke bare ændrede mine omgivelser sig, men jeg var en aktiv del af, at ændre omgivelserne. Det gav mig en tro på, at jeg også havde magt til at ændre min indre verden, og få den til at afspejle det nye, der var udenfor mig.
Prikken over i’et var en Louis Poulsen lampe til mit skrivebord. Den blev til min lille ”ø” – stedet jeg tager hen, når verden bliver lidt for mørk, og jeg har brug for at være tæt på lyset.
